De danske håndboldherrer savner rutine på de mest centrale pladser, når de i aften tørner sammen med Australien i deres første kamp i VM-slutrunden.
Men Niklas Landin, Rene Toft og de øvrige kræfter i den rød-hvide trøje bobler over af begejstring og ærgerrighed.
Og derfor skal de nok nå langt i turneringen. Faktisk hele vejen til semifinalen.
Det vurderer Ann Grethe Nørgaard, som spiller på Team Tvis Holstebro og det kvindelige A-landshold.
"Der er en masse unge folk, der kommer med en enorm ærgerrighed og ydmyghed. De har blod på tanden, for mange er med i deres første slutrunde, og de vil være klar til at vise, at de er berettiget til at spille. Det er rigtigt giftigt," siger hun til Newspaq.
"Med solidt spil og ydmyghed er der gode muligheder for at nå en semifinale," tilføjer hun.
Danmark er havnet i gruppe C sammen med Australien, Rumænien, Serbien, Algeriet og Kroatien. Og det ligner en overkommelig gruppe, mener Ann Grethe Nørgaard.
"Der er et par hårde modstandere i Serbien og Kroatien, men jeg er helt overbevist om, at vi kommer videre," siger hun, men sætter dog sine sparepenge på Frankrig som kommende VM-vindere.
"De har et fantastisk mandskab med nogle fantastiske individualister. De har en suveræn vindermentalitet og har prøvet den en masse gange før," lyder det.