Ekspert: Damaskus uindtagelig for oprørerne
Oprørskampe i Syrien har lange udsigter. Syriske oprørere kan ikke vinde hovedstaden, vurderer dansk major.

Det er ikke realistisk, at oprørskampene i Syriens hovedstad Damaskus bliver det endelige opgør mellem oprørerne og præsident Bashar al-Assads styrker.

Det vurderer major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet, efter de syriske oprørere tidligere tirsdag bebudede, at de er ved at vinde kontrol over hovedstaden.

- Det er politisk retorik. Jeg tror ikke på, at oprørshæren er i stand til at indtage Damaskus, siger Lars Cramer-Larsen.

Den syriske præsident Bashar al-Assads styrker er ifølge militæranalytikeren ganske enkelt for stærke. Og som set ved tidligere oprørskampe, vil også kampene i Damaskus aftage og senere blusse op et andet sted, vurderer han.

- Der bliver ikke en militær afgørelse mellem oprørerne og al-Assad. Hvis konflikterne skal stoppes, kræver det, at det internationale samfund gennemtvinger en afgørelse, siger Cramer-Larsen.

På nuværende tidspunkt har det internationale samfund forsøgt med dialog og fredsplaner, men uden effekt, og kampene intensiveres fortsat i Syrien.

Skal der sættes en stopper for kampene, der har krævet et utal af civile ofre, kræver det internationale sanktioner, forklarer Lars Cramer-Larsen.

- En oprørskamp er ikke noget, man vinder militært. Det kræver en sammentænkt indsats, hvor økonomiske, civile, politiske og militære virkemidler sættes ind. Og det er en meget langvarig proces, siger han.

Det kræver blandt andet en holdningsændring fra Rusland, der på nuværende tidspunkt ikke er villig til at sætte ind mod Syrien. Men det kan blive aktuelt, hvis konflikten i Syrien spreder sig.

- Der er fare for, at oprøret spreder sig og blusser op i Kaukasus, og det er russerne ikke interesserede i, siger Lars Cramer-Larsen.

Kampene i Damaskus har stået på siden søndag, og aktivister kalder det et "vendepunkt" i den 16 måneder lange opstand mod Assad-styret.

/ritzau/