Korruptionssagen mod Jesper Schou Hansen (V) fra Københavns Borgerrepræsentation i NCC-sagen tyder på, at der ikke er meget at komme efter.
Flere eksperter i strafferet vurderer, at han naturligt ville have været blevet afhørt med en sigtets rettigheder, hvis politiet havde et grundlag for at rejse en sag, skriver Politiken.
»Hvis ham, der er udpeget som den hovedmistænkte, ikke er afhørt med en sigtets rettigheder, så er der noget, der siger mig, at der ikke er nogen åbenbar sag, og at sagen nok ikke bliver til noget«, siger advokat med speciale i strafferet Sysette Vinding Kruse til Politiken.
I to timer torsdag eftermiddag blev Jesper Schou Hansen afhørt.
»Når politiet ikke afhører med en sigtets rettigheder, så er det, fordi de ikke har en tilstrækkelig konkretiseret mistanke. Men fortsat overvejer, hvad der er op og ned på sagen«, siger juraprofessor Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet.
Det tyder heller ikke på, at politikeren har sagt noget, der bestyrker mistanken om, at han har gjort noget ulovligt. For så ville politiet have sigtet ham efterfølgende.
På et senere tidspunkt kan politiet dog vælge at sigte Jesper Schou Hansen. Det kan ske uden at afhøre ham igen.