Den tidligere tyske forbundskansler Helmut Kohl advarer om, at det er vigtigt at give Storbritannien tid til at komme sig efter EU-folkeafstemningen.
Kohl er kendt som "genforeningskansleren" og som en nøgleperson for den europæiske integration efter Berlinmurens fald i 1989.
Den 86-årige Kohl, som i dag har alvorlige helbredsproblemer, siger samtidig i et interview med tabloidavisen Bild, at EU bør udvise større respekt for nationale og regionale identiteter i Europa.
EU bør også afstå fra at påtvinge medlemslandene for mange standardiserede løsninger.
Bild citerer ikke Kohl direkte i interviewet, men bladet skriver, at Kohl advarer om, at det ville være "en gigantisk fejltagelse" at smække dørene i for briterne.
Artiklen har overskriften: "Helmut Kohl: Europa har brug for at puste ud".
- Han indskærper, at det er nødvendigt med ro, og han advarer mod at udsætte Storbritannien for unødvendig hårdhed og hast, hedder det.
- Det vigtigste er, at landet får tid til at finde ud af, hvad det vil.
Kohl forstærkede den "tysk-franske motor" i 1989 sammen med Frankrigs daværende præsident Francois Mitterrand.
/ritzau/Reuters