Donald Rumsfeld, som var USA's forsvarsminister og en af hovedarkitekterne bag Irakkrigen, er død, 88 år.
– Det er med stor sorg, at vi deler nyheden om Donald Rumsfelds død, oplyser familien i en udtalelse.
Han døde med familien samlet om sig i Taos i delstaten New Mexico, hvor han boede.
Politikeren, der blandt andet var forsvarsminister fra 2001-06 under præsident George W. Bush, var kontroversiel, da han ledede Pentagon under Irakkrigen.
George W. Bush betegner i en udtalelse Rumsfeld, som en "rigtig god mand", der har tjent sit land "eksemplarisk".
- En intelligent og retskaffen person med næsten uudtømmelig energi, som aldrig tøvede i svære situationer og aldrig veg bort fra at tage ansvar, siger Bush i en erklæring.
Den tidligere præsident nævner ikke den kontroversielle beslutning om at angribe Irak militært.
Rumsfeld var også forsvarsminister mellem 1975 og 1977 under præsident Gerald Ford.
Guantanamo-fængslet i Cuba, hvor en lang række terrorister og formodede terrorister blev spærret inde under USA's krig mod terror, kaldte han et af de fineste fængselssystemer i verden.
Han blev udsat for stærk kritik fra både politikere og i militæret og trådte tilbage efter midtvejsvalget i efteråret 2006.
Rumsfeld blev opfattet som en af de mest magtfulde forsvarsministre i USA's nyere historie. Han bragte både karisma og bombastisk vilje til posten.
Det var under Rumsfeld, at det amerikanske militær meget hurtigt fjernede Iraks præsident Saddam Hussein fra magten. Men det var også under Rumsfeld, at situationen i Irak kom ud af kontrol og blev præget af flere og flere blodsudgydelser og kaos i en eskalerende konflikt mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.
Amerikanske soldater forblev i Irak frem til 2011 - fem år efter han var trådt tilbage.
Rumsfeld spillede en ledende rolle op til invasionen af Irak, hvor han advarede stærkt mod landets påståede arsenaler af masseødelæggelsesvåben, som aldrig blev fundet.
Han var kendt for kontroversielle udtalelser og for at lægge sig ud med højtstående medlemmer af militæret og af Kongressen. Han skabte sig også en del fjender i Europa.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters