Den samlede sejr i Post Danmark Rundt til Lieuwe Westra kan ingen formentlig ændre ved, men Saxo Bank-Tinkoff Bank skal ikke føle sig for sikre på den tredjeplads, som holdets Manuele Boaro i øjeblikket sidder på.
Den tidligere Saxo-sportsdirektør Torsten Schmidt, som nu er sportsdirektør hos Katusha, håber, at hans norske rytter Alexander Kristoff kan overtage pladsen på podiet.
- Det bliver en interessant etape. Saxo Bank skal forsvare sig, og vi skal udfordre dem. Det gør det hele mere spændende, siger Torsten Schmidt.
- Vi forsøger, og løbet er først slut på målstregen på Frederiksberg. Vi er nødt til at prøve.
Danskerholdets unge italiener Manuele Boaro vil slås til målstregen for sin tredjeplads, og måske vil han oven i købet forsøge at kravle højere på podiet, hvilket synes temmelig optimistisk.
- Alt er muligt i dag. Under normale omstændigheder vil det blive et sprinteropgør. Det er svært at gøre noget i det samlede klassement på en etape som denne.
- Men det er en vigtig dag for mig. Jeg forsøger at sidde fremme, og vi har et stærkt hold. Vi vil forsøge.
- Tredjepladsen er vigtig for mig. Det er et stort løb for os på Saxo Bank-Tinkoff Bank, da vi er et dansk hold, siger Boaro.
Norske Kristoff, som ligger på fjerdepladsen og som vandt 4. etape i Odense foran de øvrige sprintere, håber, at han kan sejre på Frederiksberg, hvilket vil indbringe ham de 10 sekunder, som Boaro er foran.
- Jeg skal vinde etapen eller tage bonussekunder undervejs, og det sidste bliver vanskeligt. Jeg må bare vinde etapen for at komme på podiet. Det bliver ikke let, men er vi heldige, så tager jeg sejren i dag.
- Vi tænker mest på etapesejren, for klarer jeg den, så kommer jeg også på podiet. Så jeg tror ikke, at vi vil bruge unødige kræfter undervejs på bonussekunder, siger Kristoff.
/ritzau/