Otte måneders fængsel. Sådan lød dommen tirsdag over den tidligere talsmand for Dansk Front Julius Børgesen. Han blev ved retten i Helsinge tirsdag dømt for at have skrevet på en venstreorienteret hjemmeside, at det kunne være en god idé, hvis man brændte indenrigsministerens bopæl af samt for at være i besiddelse af et gevær uden våbentilladelse.
Julius Børgesen ankede dommen på stedet og kalder dommen for grotesk:
»Dommens præmisser var så tynde, at vi valgte at anke lige med det samme. Lægdommerne har været påvirket af sprogbrugen, som er udbredt blandt unge mennesker i dag, og jeg skulle så statuere et eksempel,« siger han og tilføjer, at der ikke var enighed blandt alle dommerne om, hvorvidt han var skyldig i alle punkterne om trusler mod indenrigsministeren.