Førstedivisionsklubben AB skal tilbage i Superligaen fra 2010, og til at sikre den målsætning har akademikerne fra Gladsaxe hyret den tidligere landsholdsangriber Flemming Christensen, der kommer fra et trænerjob i Næstved Boldklub.
Han afløser klubbens nuværende træner, Christian Andersen, til sommer, hvor Andersen atter bliver sportsdirektør i traditionsklubben.
»Vi glæder os meget til at nyde godt af Flemmings store entusiasme og fodboldforstand«, siger administrerende direktør i AB Ronny Saul.
Hovedpersonen selv, der var assistenttræner i AB fra 1999 til 2002, glæder sig meget til de nye sportslige udfordringer i forstadsklubben.
»Mit hjerte har altid banket for AB. Men den primære årsag, til at jeg nu vender tilbage, er klubbens treårsplan, som AB’s ledelse har fortalt mig om. Vi kan ikke komme i superligaen, hvis ikke sport og forretning går hånd i hånd. Planen sandsynliggør, at vi skaber positive resultater både på og uden for banen,« siger Flemming Christensen.