En 15-årig elev på Johannesskolen i Hillerød fik sig noget af et chok, da han sidste tirsdag blev hentet af politiet på skolen.
Drengen fik at vide at han var sigtet for at have voldtaget en 14-årig pige, han tidligere havde været kæreste med, skriver sn.dk.
Pigen havde fortalt, at drengen havde skubbet hende ind ved flaskeindleveringen til Kvickly Xtra og voldtaget hende. Hendes 16-årige veninde skulle være kommet hende til undsætning, men ifølge pigen, havde drengen skubbet veninden væk og fortsat voldtægten.
Ifølge drengen havde de kun snakket og småkysset lidt, hvilket videoovervågningen i butikken da også bekræftede.
"Videoovervågning viste, at det absolut ikke var voldtægt, og den viste også, at veninden heller ikke havde været derinde," fortæller vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til sn.dk.
Begge piger har efterfølgende erkendt, at der var tale om falske anklager, fordi den 14-årige var sur på sin eks-kæreste og ville have hævn.
Den 14-åriges sag er nu overgivet til de sociale myndigheder i Hillerød Kommune, mens hendes 16-årige veninde sigtes for falsk anklage, hvor strafferammen er på seks år.