Den tidligere chef for Cambridge Analytica Alexander Nix nægter at møde op til en høring i det britiske parlament.
Alexander Nix skulle møde i parlamentet onsdag og svare på spørgsmål fra parlamentets kultur, medie og sportskomité, men Alexander Nix har meddelt komitéen, at han ikke kommer.
Nix forklarer sig med, at Cambridge Analytica i øjeblikket undersøges af det britiske datatilsyn for, om firmaet ulovligt har høstet data fra Facebook i politisk øjemed.
Men den forklaring accepterer komitéen ikke. Det siger komitémedlem Damian Collins til nyhedsbureauet AFP.
- Vi accepterer ikke Hr. Nix' grundlag for ikke at dukke op til komitéens offentlige høring, siger han.
Collins understreger, at Nix ikke er under anklage for noget kriminelt, og at der derfor ikke er nogen grund til, at den tidligere chef ikke kan dukke op til høringen.
- Der er ingen lovmæssig grund til, at Hr. Nix ikke kan møde op. Komitéen har derfor tænkt sig at indkalde ham en dag i nær fremtid. Vi vil komme med en udtalelse om dette i næste uge, siger han.
Komitéen har allerede én gang udspurgt Alexander Nix i slutningen af februar. Her skulle han svare på, om Cambridge Analytica arbejdede på en kampagne til fordel for, at Storbritannien skulle forlade EU i afstemningen om brexit.
Det nægtede den tidligere chef under høringen.
Han er siden blevet indkaldt igen for at svare på usammenhængende elementer i sin tidligere forklaring.
Analyseselskabet Cambridge Analytica suspenderede Alexander Nix med øjeblikkelig virkning, da medier i marts beskrev, at selskabet har misbrugt Facebook-data til at hjælpe Donald Trumps valgkamp.
Facebook har siden bekræftet, at over 80 millioner Facebook-brugeres data kan være blevet givet til Cambridge Analytica.
/ritzau/AFP