Per B. Jeppesen (S) er idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste for bedrageri og mandatsvig ved Retten i Viborg onsdag middag.
Den tidligere borgmester i Skive har erkendt, at han i november 2011 fik direktøren for Skive Idrætsklubs professionelle afdeling til at skrive en falsk faktura til Per B. Jeppesens arbejdsgiver, Kulturcenter Limfjord.
Pengene - 62.500 kroner - skulle deles, således at Per B. Jeppesen fik 50.000 kroner og fodbolddirektøren skulle have resten.
Anklagemyndigheden krævede en kombinationsdom på en til to måneders ubetinget fængsel og fire-fem måneders betinget af samfundstjeneste.
Derudover indeholder sagen fire mindre forhold, blandt andet et spørgsmål om hvorvidt udgiften til en privat konfirmation blev betalt af kulturcentret eller var en gave fra en samarbejdsparter.
Forsvareren for den tidligere borgmester krævede en betinget dom, da Per B. Jeppesen er ustraffet.