Misbrug af euforiserende stoffer og en deraf følgende gæld betød, at en 26-årig mand lørdag blev anholdt i Magasin i shoppingcenteret Fields på Amager.
Manden snød med byttemærker, som han havde snuppet, da han var ansat i Magasin for et par år siden.
Det skriver Ekstra Bladet.
Tricket gik ud på, at tage en vare, sætte byttemærket på og gå til kassen og bytte varen til en billigere - og få differencen udbetalt.
Det lykkedes den 26-årige at score 550 kroner ved at sætte et byttemærke på en eksklusiv vin-oplukker til 2.049 kroner. Han stjal desuden en læderjakke til 2.700 kroner inden han blev anholdt.
I et i grundlovsforhør søndag i Retten på Frederiksberg kom det frem, at manden i maj fik tre måneders betinget fængsel for tyveri fra en tidligere arbejdsplads, som ikke er Magasin, skriver Ekstra Bladet.
Manden begik således tricket-tyveriet i Magasin i sin prøvetid. Derfor valgte dommeren, at varetægtsfængsle den 26-årige frem til 6. august.