De kraftige prisstigninger på ejerlejligheder, som har kendetegnet boligmarkedet de senere år, har muligvis nået toppen.
I hvert fald fortæller en opgørelse fra Danmarks Statistik, at lejlighedspriserne faldt med 0,3 procent fra maj til juni.
Og det er som udgangspunkt en sund udvikling, hvis man spørger BRF Kredits boligøkonom, Mikkel Høegh.
Han mener, at risikoen for en boligboble er aftaget, når priserne på den måde kan holde sig i ro, selv om renteniveauet er rekordlavt.
- Dagens tal er faktisk en meget god nyhed og viser, at der trods alt er grænser for, hvor meget priserne kan stige. De mange reguleringstiltag og ikke mindst markedsmekanismen virker.
- Særligt lejligheder er normalt meget rentefølsomme, og man ville derfor forvente, at lejlighedsmarkedet kunne tage yderligere fart, når renterne falder tilbage. Det skete ikke - fornuften sejrede, konstaterer han i en kommentar til tallene.
Spørgsmålet er dog, om dykket i juni var en enlig svale. Homes relationschef Mads Ellegaard konstaterer således, at interessen for ejerlejligheder er blusset op igen.
- Vi forventer også et godt lejlighedssalg i august og september på grund af rekordoptag på de videregående uddannelser, som vil give en del forældrekøb af lejligheder.
- Den lave rente betyder, at det ikke koster forældrene meget mere end sidste sommer, selv om priserne på lejligheder er steget, vurderer han.
På landsplan er priserne på lejligheder over det seneste år steget otte procent, og priserne i andet kvartal var 1,9 procent højere end i første kvartal.
Huspriserne var uændrede i juni i forhold til maj. På årsplan er priserne her steget 2,9 procent.
/ritzau/