Ejerne af TDC foretager et kapitalindskud i selskabet på 475 millioner euro.
Det oplyser TDC Group i en selskabsmeddelelse.
- Aktionærerne fortsætter med at støtte udviklingen af selskabet og udrulle fibernet og 5G for at understøtte digitaliseringen af Danmark, lyder det.
Indsprøjtningen, der svarer til omtrent 3,5 milliarder danske kroner, kommer efter en periode, hvor flere har påpeget udfordringer med selskabets kerneforretning - bredbånd og internet.
I selskabsmeddelelsen nævnes det, at selskabet har obligationer, der udløber i juni 2023, til en værdi af næsten 11 milliarder kroner.
Derfor foretager ejerkredsen nu en refinansiering af obligationerne gennem kapitalindsprøjtningen samt en kassekredit på 500 millioner euro svarende til 3,7 milliarder danske kroner.
Obligationerne blev udstedt i forbindelse med opkøbet og privatiseringen af TDC i 2018.
- Sagen er den, at vores lån skal refinansieres. Det har vi så valgt at gøre her et halvt år forinden, fordi vi kan. Nogle gange er det en fordel at have stor kapital, og nogle gange er penge jo nærmest gratis, hvor man så går ud og gør det med lånekapital, siger kommunikationschef hos TDC Net, Jonas Torp, til Berlingske.
- Vi er heldige med at have nogle stærke ejere, der giver os mulighed for at lave et miks, så vi får den bedst mulige finansiering, fortsætter han.
Ejerkredsen består af den australske kapitalfond Macquarie, der ejer 50 procent af TDC.
Derudover tæller aktionærerne de danske pensionsselskaber ATP, PFA og PKA, som hver ejer 16,7 procent af koncernen.
TDC Group leverede for de første tre kvartaler af 2022 en omsætning på knap 12 milliarder kroner. Det var nogenlunde på niveau med 2021.
Samtidig lød driftsresultatet (EBITDA) på 4,7 milliarder kroner, et lille fald.
/ritzau/