Tre gerningsmænd slap mandag eftermiddag af sted med adskillige våben og ammunition ved et usædvanligt groft røveri mod Roskilde Jagt & Outdoor Center.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
De tre mænd gik ind i forretningen som kunder. Da ejeren henvendte sig til de tre, fik han tildelt et slag i ansigtet, hvorefter han blev bagbundet med tape og iført en hætte.
De tre mænd låste ham derefter inde på et toilet, hvor han først slap ud efter en time.
De tre røvere slap væk med et endnu ukendt antal jagtrifler og jagtgeværer med tilhørende ammunition, otte luftgeværer, fem luftpistoler, en del fiskeudstyr, jagt- og våbentøj samt kassebeholdningen, oplyser politiet.
- De kørte fra stedet i et ukendt køretøj - men vi formoder, at det drejer sig om en større personbil eller kassevogn, skriver Midt- og Vestsjællands Politi, der samtidig efterlyser de tre gerningsmænd, der formodes at komme fra Østeuropa.
Signalementet af de tre lyder sådan:
A: Østlandsudseende mand, cirka 185 cm høj, bred/muskuløs af bygning, sort hår, iført en sort trøje - formentligt en flis.
B: Østlandsudseende mand, cirka 170 cm høj, spinkel af bygning, mørkt næsten skaldet hår, har en guldtand, iført en sort trøje - formentligt en fleeche-trøje.
C: Østlandsudseende mand - intet om signalement.
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt ved forretningen omkring kl. 17.30 eller om flugtbilen.
Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefon telefon 114.