Ejendomselskabet Pihl & Partnere giver nu DR mulighed for med ét slag at slippe en del af gældsbyrden. For 750 millioner kroner vil ejendomsselskabet købe DR’s præstigebyggeri af et koncerthus, og så kan DR bagefter leje det tilbage. Det skriver erhvervssiden EPN.dk.
Dermed fordobler Pihl & Partnere det tilbud på 375 millioner kroner, de lancerede mellem jul og nytår.
Ved udgangen af 2006 meddelte DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, dog, at koncerthuset ikke var til salg, og denne besked gentog han onsdag på et pressemøde.
Det holder dog ikke Pihl & Partnere tilbage. Planen er, at et investeringsprojekt skal købe koncerthuset og gøre det til et aktieselskab med 7.500 aktier, der skal koste op til 100.000 kroner stykket. Ifølge Pihl & Partneres direktør, Michael Wallin, kan det blive så stor en succes, at der bliver tale om en »folkeaktie«.