Nikolaj Ehlers blev noteret for sin 25. sæsonscoring, da hans hold, Winnipeg Jets, natten til onsdag tog imod Nashville Predators i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
Scoringen skulle dog vise sig at blive en ringe trøst, da Winnipeg måtte gå fra isen med et nederlag på 5-6.
Danskeren bragte hjemmeholdet foran 4-3 med to minutter tilbage af anden periode.
Det skete, da han blev sendt afsted af Patrik Laine i højre side af banen. Den lynhurtige nordjyde tog et par træk og sendte pucken op i det fjerneste hjørne med et svirp med håndleddet.
Ehlers kom igen i fokus, da han midtvejs i tredje periode satte Paul Stastny i scene ved scoringen til 5-3 til hjemmeholdet.
Det var Ehlers' 23. assist i denne sæson.
Men bedst som canadierne begyndte at ligne sikre vindere af kampen, vågnede udeholdet op og fik hurtigt reduceret til 4-5 på en scoring af Craig Smith.
Tre minutter senere kunne Ryan Johansen udligne. Og med et minut tilbage af kampen sendte Ryan Hartman hjemmepublikummet til tælling med sin scoring til kampens resultat 6-5 til Nashville.
Nederlaget betyder ikke noget for Winnipegs placering i toppen af Western Conference, hvor holdet indtager en tredjeplads.
Canadierne ligger fire point efter Nashville Predators og Vegas Golden Knights, der begge har spillet en kamp færre.
/ritzau/