Fredagens voldelige sammenstød med det egyptiske militær og politi har ikke fået tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi til at opgive kampen.
Koalitionen af islamistiske grupper - der også tæller Mursis Det Muslimske Broderskab - lover flere "fredelige" demonstrationer søndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I en erklæring, som "Den Nationale Koalition til Støtte for Legitimitet" har udsendt lørdag aften, opfordres alle modstandere af militærkuppet at gå på gaden i en "fredelig demonstration" søndag.
De vil vise deres utilfredshed med, at militæret den 3. juli afsatte Mursi, som er landets første demokratisk valgte præsident.
Også lørdag aften forventes det, at demonstranterne går på gaderne i hovedstaden Kairo og flere andre egyptiske byer.
Fredagens demonstrationer kostede 26 mennesker livet, da titusindvis af Mursi-tilhængere stødte sammen med politi og militær.
Det Muslimske Broderskab har tidligere meddelt, at de ikke vil opgive kampen, før Mursi er blevet præsident igen.
/ritzau/