Det Muslimske Broderskab i Egypten opfordrer nu sine tilhængere til at demonstrere foran præsidentpaladset i Kairo for at vise sympati med den omstridte præsident Mohamed Mursi.
Mahmoud Ghozlan, som er talsmand for Broderskabet, siger på gruppens Facebook-side, at demonstranterne "forestiller sig, at de kan ryste legitimiteten eller påtvinge andre deres holdninger med magt".
Opfordringen til moddemonstrationer kommer, efter at tusindvis af vrede egyptere tirsdag mødte op foran præsidentpaladset for at kræve Mursis afgang.
Demonstranterne råbte slagord og brød igennem flere afspærringer, hvilket førte til voldsomme sammenstød med politiet.
Mursis modstandere er utilfredse med, at præsidenten med et nyt dekret har udvidet sine magtbeføjelser, og de kritiserer i det hele taget landets magthavere for at haste en ny forfatning igennem.
Præsident Mursi vendte onsdag tilbage til arbejdet efter at være flygtet fra præsidentpaladset under tirsdagens uroligheder.
/ritzau/AFP