Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har tirsdag aften forladt præsidentpaladset i Kairo, oplyser to kilder. Det sker efter, at ophidsede demonstranter er kommet i klammeri med urobetjente, der har affyret tåregas.
- Præsidenten har forladt paladset, siger en embedskilde, der ikke ønsker at blive navngivet. En af præsidentskabets sikkerhedskilder siger også, at præsidenten har forladt bygningen.
Demonstranter er rykket frem mod præsidentpaladset samtidig med, at tusindvis af mennesker rykkede ud i gaderne for at tage afstand fra det dekret, som præsident Mohamed Mursi har udstedt, og som udvider hans magtbeføjelser.
Demonstranterne klippede sig vej gennem pigtråd, der var opsat nogle få hundrede meter fra paladset. Det fik politiet til at affyre tåregas, inden urobetjentene trak sig tilbage og gav demonstranterne mulighed for at nå helt hen til paladsets vægge, oplyser et øjenvidne.
Folk fortsætter med at strømme ud i gaderne op til paladset i det eksklusive Heliopolis-kvarter, hvor uropolitiet kun er i stand til at bevogte indgangene omkring præsidentpaladset.
Tirsdagens demonstrationer er de seneste i en række af handlinger mod Mursis dekret, som udvider hans magtbeføjelser, og har givet ham mulighed for at hastebehandle et lovforslag til en ny forfatning, som er anfægtet af liberale, venstreorienterede og kristne.
/ritzau/AFP