Egyptens ny regering bliver præsenteret torsdag, oplyser statsmedier lørdag.
Det bliver afslutningen på, hvad der betragtes som en lang ventetid på en ny regering, efter at præsident Mohamed Mursi blev taget i ed for tre uger siden.
- Jeg vil præsentere sammensætningen af regeringen i dens endelige form på torsdag, siger premierminister Hisham Kandil i en erklæring, der er offentliggjort af det statslige nyhedsbureau Mena og statsligt tv.
Han siger, at han har orienteret Mursi om sine møder med mulige kandidater.
Den tidligere kunstvandings- og vandressourceminister, Kandil, blev udpeget som premierminister i sidste uge på trods af bekymringer om, at den relativt ukendte teknokrat måske ikke har den fornødne politiske og økonomiske erfaring, som kræves at jobbet.
Den tid, det tog Mursi at udnævne en premierminister, understreger, hvordan Egypten kæmper for at forvandle den nyvundne politiske frihed til en effektiv regering, efter at en folkelig opstand afsatte præsident Hosni Mubarak for halvandet år siden.
Politikeren fra Det Muslimske Broderskab og den første valgte civile præsident, Mursi, søger at sætte sin autoritet og sit præg på en stat, hvor militæret, der tog magten fra Mubarak, stadig har en enorm indflydelse.
Premierminister Kandil siger, at Mursi er i forbindelse med hærgeneralerne i forbindelse med valget af en ny forsvarsminister. Posten er for tiden besat af feltmarskal Hussein Tantawi, som har haft posten i 20 år under Mubarak.
/ritzau/Reuters