Egyptens islamiske præsident besøger USA

En talsmand for præsident Mohamed Mursi siger, at et møde med præsident Barack Obama endnu ikke er bekræftet.

Mohamed Mursi, Egyptens første islamiske præsident, kommer på besøg i USA i slutningen af september.

Det bekræfter Mursis talsmand og egyptisk tv.

- Mursi vil besøge USA den 23. september, hedder det på den statsdrevne tv-kanal Nile News.

Præsidentens talsmand siger, at Mursi vil deltage i FN's Generalforsamling i New York, men et møde med hans amerikanske kollega, Barack Obama, er "endnu ikke bekræftet".

Mursi blev den 30. juni Egyptens første demokratisk valgte præsident, efter landets mangeårige autoritære leder, Hosni Mubarak, blev afsat i februar sidste år.

Under Mubarak var der et nært forhold mellem Egypten og USA.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, mødtes i juli med Mursi i Kairo to uger efter hans indsættelse.

Det blev beskrevet som et venskabeligt møde.

Men USA har senest erklæret, at det er "meget bekymret" for pressefriheden i Egypten, efter den islamiske regering har besluttet at retsforfølge to journalister, der er kritiske over for Mursi.

Den egyptiske præsidents bagland er Det Muslimske Broderskab.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.