Egyptens tidligere vicepræsident Omar Suleiman, der i en årrække var leder af efterretningstjenesten i Kairo, da Hosni Mubarak var ved magten, døde torsdag i USA, skriver det officielle nyhedsbureau Mena.
- Tidligere vicepræsident Omar Suleiman døde tidligt torsdag på et hospital i USA, skriver nyhedsbureauet.
Suleiman, som blev 76 år, blev udnævnt til vicepræsident, da opstanden mod Mubarak brød ud. Han forlod Egypten, efter at han uden held havde stillet op ved landets første frie præsidentvalg i maj.
Både islamister og sekulære reformister anså den tidligere efterretningschefs kandidatur som en fare for demokratiets udvikling. "Suleiman, tror du stadig, at det er de gamle dage?", sang demonstranter under valgkampen på Tahrirpladsen i Kairo.
Suleiman spillede en central rolle, da Egypten indgik en fredsaftale med Israel i 1979, og han var en fremtrædende diplomat i Kairos relationer til USA og palæstinenserne.
/ritzau/AFP