Egyptens nye forfatning er fredag morgen blevet gjort færdig af landets islamisk-domineret forfatningsudvalg.
Forfatningsudvalget begyndte arbejdet med at stemme de i alt 234 artikler i landets kommende grundlov igennem torsdag eftermiddag en efter en. Og udvalget fortsatte natten igennem.
- Vi har færdiggjort arbejdet med Egyptens forfatning, siger udvalgets leder, Hossam el-Gheriyani, efter det cirka 19 timer lange møde.
- Vi vil ringe til præsidenten i dag (fredag, red.) på et passende tidspunkt og informere ham om, at udvalget har færdiggjort dets opgave og projektet med forfatning er færdiggjort, fortsætter han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kun 85 af de 100 medlemmer, som udvalget oprindeligt talte, deltog i afstemningen. Undervejs i arbejdet med den ny forfatning er kristne, sekulære og liberale repræsentanter gået i protest mod islamistisk dominans.
Det står klart, at den kommende grundlov kommer til at hvile på islamisk lov, sharia. Det gjorde den gamle forfatning også, men kritikere frygter, at fortolkningen fremover vil være anderledes, når islamisterne dominerer det politiske liv.
Forfatningen er en hjørnesten i det egyptiske demokrati, fordi den definerer magtfordelingen mellem præsidenten og parlamentet.
Desuden fastlægger den, hvilken rolle retsvæsnet og militæret fremover skal have. Netop de to instanser stod gennem årtier stærkt i Egypten, da den nu afsatte præsident Hosni Mubarak regerede.
Dokumentet skal sendes til folkeafstemning, når den er godkendt i forfatningsudvalget og dernæst af præsident Mohamed Mursi.
/ritzau/AFP