En egyptisk domstol dømte tirsdag 14 islamister til døden for at have dræbt syv mennesker ved to angreb mod en bank og et af politiets checkpoints på den urolige Sinai-halvø.
Angrebene, der fandt sted sidste år, blev udført på vegne af den yderliggående gruppe Tawhid wal Jihad (Monoteisme og Hellig Krig, red.).
De dræbte ved angrebene var seks politifolk og én civil.
Dødsdommene over de 14 islamister blev afsagt samtidig med, at Egyptens sikkerhedsstyrker slår hårdt ned på formodede islamister og en stigende lovløshed i Sinai-regionen, der grænser op til Israel.
Siden den daværende præsident Hosni Mubarak blev væltet i februar sidste år, har Egypten oplevet stigende problemer med sikkerheden.
Tidligere på måneden gennemførte militante islamister et voldsomt angreb på grænsen mellem Israel og Egypten.
Her blev 16 egyptiske grænsevagter dræbt, hvorefter gerningsmændene trængte over grænsen til Israel. Her blev de stoppet af den israelske hær.
De ansvarlige bag dette angreb er endnu ikke fundet.
/ritzau/AFP