Olsen Banden var kæmpestore i Østtyskland og er det stadigvæk. Derfor er det blevet en markant mediehistorie, at Morten "Benny" Grundwald er tilbage i det tidligere DDR på rundrejse. Med en bog om Ove "Egon" Sprogøe.
Biografien er faktisk skrevet helt tilbage i 1999, men nu er "Skidegodt, Egon" netop udkommet på tysk. Her er titlen "Mächtig gevaltig, Egon," og den bliver flået ned af hylderne. Der skriver Berliner Zeitung.
Trykkeriet kæmper for at få andet oplag klar og har alle tiders markedsføringskanon til at skyde salget videre med. Benny er nemlig draget til Tyskland for at promovere bogen om sin afdøde kumpan. Til Berliner Bogpremiere - et stort arrangement afholdt i megabiografen Kino Babylon i Berlins centrum, forsvandt alle 80 bøger i en ruf.
Alle filmene med Olsen Banden blev solgt til det østtyske marked, hvor borgerne så de uterlige og antiautoritære Egon, Benny og Kjeld drive gæk med statsmagten gang på gang på gang.
Det var noget, der hittede. For i Olsen Banden kunne DDR-folket se deres egen kamp mod systemet, og i dag har filmene nærmest fået status af nationalklenodie i det tidligere Østtyskland. Og DDR-styret - ja de lod filmene slippe igennem censuren, da man mente, de viste den lille mands kamp mod kapitalismen.
Ove Sprogøe døde i 2004, og Poul Bundgaard, der spillede Kjeld, døde under optagelserne til den absolut sidste film i 1998.