Et American Airlines fly foretog en uventet landing i Honulu på Hawaii, efter at piloterne i cockpittet hørte noget rumstere lige over deres hoveder. Flyet var på vej fra Tokyo til byen Dallas i Texas.
»Man har ikke lyst til at have en lille laban drønende rundt oppe blandt kabler og hvad-ved-jeg i et passagerfly,« fortalte John Hotard, talsmand for Texas-flyselskabet Fort Worth, til CNN.
Han forklarede, at piloterne frygtede, at dyret ville gnave sig vej igennem blotlagte ledninger oppe i lastrummet.
»Så vi valgte, for at være på den sikre side, at tilsidesætte rejseplanen,« tilføjede John Hotard.
Da flyet var vel nede på sikker jord, boardede veterinær- og landbrugsmyndigheder flyet, satte fælder op og fangede til slut et gråpjusket egern. Flyets passagerer fik sig et uventet hotelophold på Hawaii, før de blev sendt videre på andre fly.
Lastrummets blinde passager lever primært i det østlige USA samt Canada. Boeing 777’eren havde fløjet turen New York-Tokyo før, piloterne ifølge planen skulle flyve Tokyo-Dallas. Med andre ord har egernet muligvis slået alle rekorder indefor sin art i langdistanceflyvning.
Men Honulu skulle blive egernets sidste destination. På grund af frygt for at den lille gnaver havde rabies, valgte de veterinære autoriteter at aflive egernet.