Alle ved, at det går op og ned i politik. Men at det også går ind og ud, er måske mindre velkendt. Ikke desto mindre er det noget, kondomfabrikken Kant Profil kan bevidne.
Det beretter TV2 Østjylland.
Her er bestillingerne på kondomer med friske politiske slogans eksploderet, efter Mette Frederiksen torsdag trykkede på valgknappen.
– Vi oplever klart den største efterspørgsel på kondomer med logo op til valget. Det mærkede vi også tydeligt ved kommunalvalget sidste år, fortæller direktør i Kant Profil, Christian Lind Jensen.
Og direktøren forventer, at produktionen - ja, beklager ordvalget - stiger med 300-400 procent i forhold til normalt niveau.
Det er dog ikke kun medarbejderne på kondomfabrikken, der ligger vandret, efter valgkampen er kickstartet. Også hos Lasertryk, der producerer flyers, foldere og plakater, meldes der om fuld gang i trykkeriet. Her er der allerede produceret 225.000 valgplakater, mens omkring 100.000 stadig mangler at blive skudt af sted.
Kondomer i valgkampen er i øvrigt ikke noget nyt påfund. Tilbage i 2013 uddelte den københavnske byrådskandidat Heidi Wang, der er kendt for at bruge humor i sin valgkamp, også kondomer - der dog var bestilt i Kina og derfor ikke helt passede danske mænd, som hun med et glimt i øjet forklarede i et TV2-interview.