Manden blev sidst set i live onsdag aften, hvorefter han formodes at have forladt sit hjem på egen hånd.
Efter fem døgns eftersøgning blev manden fra Billum tirsdag formiddag fundet død i et vandløb mellem Billum og Varde.
Det har krævet fem dages omfattende eftersøgning, før det lykkedes en af de mange deltagende politihunde at finde manden.
"Vejrliget har gjort det besværligt for os. Vi ville gerne have brugt helikoptere i eftersøgningen, men de har ikke kunnet flyve på grund af det tågede vejr de seneste dage," fortæller vagthavende til Newspaq.
Han oplyser desuden, at manden fra Billum efterlod sig noget, der kunne ligne et afskedsbrev. Politiet ved dog ikke endeligt, om der er tale om selvmord.