På fem år har landets efterskoler oplevet en stigning på over 21 procent flere elever. Udviklingen fortsætter, skriver Dagbladenes Bureau.
Hvor det før har været forældre, der syntes, et efterskoleophold var en god ide, så er det nu de unge selv, der vil af sted.
»De søger primært på efterskole for at få muligheden for at dyrke deres interesser inden for skolens tilbud, hvad enten det er musik, idræt, teater eller noget helt fjerde,« siger Sophus Bang Nielsen, der er sekretariatsleder i Efterskoleforeningen til Dagbladenes Bureau.
Det er til gengæld ikke det sociale aspekt, der får de unge til at søge. Men efterfølgende, når efterskoleopholdet er slut, har det oftest netop været den sociale og personlige udvikling, der fremhæves som værende af størst betydning.
Det bliver bakket op af undersøgelser foretaget af Ulla Ambrosius Madsen, lektor på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter.
»De unge kommer fra et meget individualistisk samfund, men på efterskolen lærer de, at der er andre hensyn at tage end deres egen iscenesættelse – nemlig hensynet til fællesskabet,« siger hun.