S/I Efterskolen Da Vinci Academy i landsbyen Vester Thorup ni kilometer vest for Fjerritslev er gået konkurs.
Kurator oplyser til Nordjyske, at konkursen er udløst af et løntilgodehavende, som ikke er blevet betalt.
Efterskolen gik konkurs først på ugen og det er endnu for tidligt at sige noget om gældens størrelse, oplyser kurator.
- Vi er først kommet ind i sagen i går. Nu er vi i en proces, hvor vi forsøger at redde selskabet bag skolen, så der fortsat kan drives efterskole fra lokalerne i Vester Thorup. Det er det, vi går benhårdt efter lige nu, og så må vi kigge på alt det andet bagefter, siger kurator Anders Bendtsen fra advokatfirmaet Lind i København.
Efterskolen Da Vinci Academy har kun haft elever siden august 2023, og havde 20 elever, da konkursen ramte. For at opnå statsstøtte skal der være mindst 24 elever om året.