Efter meget kritik fra elever og forældre er Thy Sportsefterskole taget under konkursbehandling. Det fortæller TV Midtvest.
Sportsefterskolen har været i søgelyset på grund af uhumske forhold og mangel på både voksne og aktiviteter. To tidligere elever har blandt andet fortalt om bunkevis af affald og gammel mad, ligesom en af eleverne har filmet en stor mus, der var på vej ind på et værelse.
Da kritikken kom frem i foråret 2023, havde næsten halvdelen af de 87 elever, som begyndte i august 2022, forladt efterskolen - enten fordi de var smidt ud eller selv var stoppet.
En af de daværende elever Oliver Oliver Nygaard Kvistgaard fortalte i april til TV Midtvest, at stemningen pludselig skiftede fra den ene uge til den anden:
- Så skete der pludselig ikke mere. Der var ingen aktiviteter, og folk stoppede eller blev smidt ud, så der blev færre og færre elever. Det var svært at lave noget, fordi der var så få elever, lød det fra Oliver Nygaard Kvistgaard dengang.
Skolens forstander Brian Højer siger til Nordjyske, at det er Gældsstyrelsen, der har begæret skolen konkurs, og han afviser desuden, at det er den dårlige omtale, der er skyld i konkursbegæringen.
- Det har været op ad bakke, men det er ikke den dårlige omtale, der har lukket skolen. Det gjorde ikke tingene lettere, men hovedårsagen er likviditetsproblemer, siger han til Nordjyske.
Thy Sportsefterskole har eksisteret siden 2019.