Med få timers mellemrum overgav to drabsmistænkte rockere sig selv til politiet henholdsvis natten til søndag og tidligt søndag morgen.
Den ene troppede op hos politiet i Randers, mens den anden mistænkte meldte sig selv til Nordjyllands Politi i Aalborg.
Mændene er henholdsvis 24 og 28 år og er begge medlemmer af rockerklubben Satudarah. De er sigtet for drabet på en 35-årig mand i Haverslev i det centrale Himmerland tidligere på ugen.
Søndag har de været fremstillet i grundlovsforhør. I den forbindelse har en dommer besluttet at varetægtsfængsle begge i fire uger.
Det oplyser anklager Majbrit Bak fra Nordjyllands Politi.
- Dommeren fandt, at der er begrundet mistanke om, at de er skyldige i manddrab, siger Majbrit Bak.
Politiet mente da også forud for retsmødet at have så belastende beviser mod de anholdte, at der var belæg for at kræve dem fængslet. De sigtede selv nægter sig til gengæld skyldige i anklagerne mod dem.
Drabet fandt angiveligt sted onsdag aften. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 21.28 en melding om et voldsomt slagsmål på en tankstation ved Industriparken i Haverslev.
Ikke så langt derfra fandt politiet efterfølgende den 35-årige mand, der var stukket med kniv. Manden blev 20 minutter efter alarmopkaldet - klokken 21.48 - erklæret for død af en tilkaldt læge.
Tidligt torsdag morgen valgte Nordjyllands Politi så at efterlyse de to mænd, der nu er anholdt og fængslet, med navne og billeder.
Mens de anholdte begge er rockere, var den dræbte hverken medlem af en bande eller en rockerklub. Dog var han kendt af politiet og havde relationer til det kriminelle miljø. Det er imidlertid ikke politiets opfattelse, at forbrydelsen er en del af en rocker- eller bandekonflikt.
- Men det kan have været en personlig konflikt, der ender i drab. Vi er stadig ved at udrede alle trådene, har vicepolitiinspektør Frank Olsen tidligere sagt til mediet Nordjyske.
Grundlovsforhøret søndag foregik for lukkede døre, hvorfor offentligheden ikke kan få indblik i detaljer fra politiets efterforskning eller de sigtedes forklaringer.
/ritzau/