En 22-årig mand, som har været efterlyst siden et rockerslagsmål i Esbjerg den 6. juni, blev tirsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg fængslet til den 20. august. Han er sigtet for grov vold.
I forvejen sidder fire mænd fængslet i sagen. De er ligesom den 22-årige aktive i AK81, der er en slags ungdomsafdeling af rockerklubben Hells Angels.
- Han har været eftersøgt siden overfaldet, og i går (mandag, red) valgte han så selv at kontakte os, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 6. juni ved middagstid blev to mænd med tilknytning til Bandidos overfaldet i krydset mellem Englandsvej og Skolegade i Esbjerg.
De blev begge stukket med et skarpt redskab og måtte efterfølgende behandles på sygehuset for lettere kvæstelser.
Esbjerg har i længere tid været plaget af slagsmål mellem rockere og bander, og jævnligt har rivaliseringen ført til større slag.
Midt i april var den således også gal, da Bandidos og Hells Angels og deres støttegrupper tørnede sammen i det indre Esbjerg.
Dengang var flere end 20 mænd oppe at toppes, og hætteklædte mænd brugte kasteskyts og slagvåben.
Og midt i maj blev 14 mænd idømt fængsel for deltagelse i et stort slagsmål på Strandby Plads i Esbjerg i august sidste år.
- De er hele tiden på jagt efter personer fra den anden side, sagde vicepolitiinspektør Hans Roost til Ritzau efter slagsmålet i juni.
- Vi ser dem som primitive voldsmænd, der kører rundt i byen og udsøger de personer, som, de mener, tilhører den anden side, fortalte han.
/ritzau/