Den efterlyste morder, der flygtede fra Vestre Fængsel for tre uger siden, er blevet set på Falster. Det skriver Folketidende.
Der er tale om den 37-årige Philip Denié Dahl Petersen, også kaldet DD, som er idømt en forvaringsdom for drab begået tilbage i 2022.
Det er en årvågen borger, der har anmeldt til politiet, at vedkommende har set den efterlyste mand i bus 736 i Stubbekøbing fredag aften.
- Vi får anmeldelsen fredag klokken 18.45. Han er set i bussen og skulle være stået af på Strandvejen, siger politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bo von Würden til Folketidende og henviser til Københavns Politi for yderligere oplysninger.
Anmeldelsen skulle være landet hos politiet få minutter efter, at vidnet efter sigende havde set den drabsdømte mand i bussen.
Folketidende erfarer, at Philip Denié Dahl Petersen har familie, der bor i Stubbekøbing.
Efterforsker stadig
Københavns Politi ønsker ikke at kommentere på den konkrete anmeldelse. Man ønsker heller ikke at fortælle, hvordan man har reageret på anmeldelsen.
- Vi har stadig en igangværende politimæssig indsats og kommer løbende til at foretage relevante efterforskningsmæssige skridt. Desværre er han stadig på fri fod, og derfor er efterlysningen stadig aktuel, siger Rene Gaardsvig, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi og fortsætter:
- Vi har allerede modtaget en del henvendelser fra borgere, hvilket vi er glade for. Vi opfordrer fortsat til, at man kontakter politiet på 1-1-4, hvis man ligger inde med oplysninger der kan bidrage til efterforskningen. Hvis man som borger ser ham, skal man ikke forsøge at kontakte ham eller tilbageholde ham, men i stedet straks kontakte politiet på 1-1-2, lyder det.
Folketidende