Opdatering: Den mistænkte blev anholdt torsdag aften, skriver Københavns Politi på Twitter.
---------------
En 31-årig mand blev dræbt og en 35-årig mand blev hårdt såret under et knivstikkeri, der fandt sted onsdag aften på Peter Sabroes Gade i Sydhavnen i København.
Efterforskningen af sagen har ført til, at Københavns Politi har en klar formodning om, hvem gerningsmanden er og udsender derfor en efterlysning med navn og billede.
Den mistænkte gerningsmand er en 33-årig mand, som muligvis selv blev stukket med kniv eller anden skarp genstand.
Politiet anser ham for farlig, og borgere skal derfor ikke tage kontakt til ham.
- Vi havde håbet, at den formodede gerningsmand havde meldt sig selv, men det har ikke været tilfældet. Nu beder vi offentligheden om hjælp, og jeg vil gerne understrege, at man hurtigst muligt skal kontakte politiet, hvis man ser den efterlyste, og ikke selv tage kontakt til ham, siger politikommissær Robert Jensen.
Det er endnu uvist, hvad der førte til knivstikkeriet onsdag aften, men de tre mænd har forud for episoden tilsyneladende haft et skænderi på et nærliggende værtshus.