Kvinden blev mandag dræbt, efter at føreren af den bil, hun sad i, kom op at toppes med en anden bilist på motorvejen.
Bilisten i den anden bil, en 29-årig mand, blev rasende over at måtte sænke farten i forbindelse med en overhaling, fordi føreren af den bil, hvor den 26-årige kvinde sad, også var ved at overhale.
Efter overhalingen kørte han ind foran bilen og satte farten voldsomt ned med det resultat, at en tredje bil kørte op i bilen med den 26-årige kvinde, der blev dræbt ved sammenstødet.
"Politiet søger vidner, der har set, hvad der skete i forbindelse med færdselsuheldet," skriver Midt- og Vestsjællands Politi torsdag i en pressemeddelelse.
Den 29-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet til den 4. december, sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsuheldet.