Der er ingen grund til at krølle din lottokupon sammen og kyle den i skralderen, hvis du ikke vandt i weekenden.
Danske Spil efterlyser mandag hele to vindere af den såkaldte Millionærgaranti. Det er en lodtrækning mellem alle spillede kuponer af Lotto - uanset om der er gevinst på kuponen eller ej.
I denne omgang er begge Millionærgaranti-kuponer nemlig fysiske kuponer og begge er købt som såkaldte Lynlotto i to forskellige butikker.
Hver af kuponerne, som ikke har ramt vindertal nok til at give en gevinst, er nu 1 million kroner værd. Og indtil videre har Danske Spil ikke hørt fra ejerne.
Den ene Lynlotto-kupon blev købt hos Shell i Løsning. Det var en Lynlotto med Joker for 70 kroner – uden yderligere gevinst.
Den anden Lynlotto-kupon var også med Joker, og den var også uden gevinst, indtil den blev udtrukket som vinder af en million. Den blev købt i Føtex i Viborg.
Man kan få tjekket sin kupon hos alle Lotto-forhandlere i hele landet.