Ingen ramte de syv rigtige ved lørdagens Lotto-trækning. Men der var alligevel to danskere, der var heldige at vinde en million kroner i den ekstratrækning, der nu går under navnet Millionærchancen.
Ingen af de to heldige vindere har dog endnu givet lyd fra sig, fortæller Danske Spil, som oplyser at begge millioner blev vundet på en Lyn Lotto. Den ene er købt i SuperBrugsen i Bramming, mens den anden millionkupon blev langet over disken i Meny i Vorup ved Randers.
For begge kuponers vedkommende gælder det, at der ikke var yderligere gevinster, så det er med andre ord ganske vigtigt, at kuponernes ejere ikke bare tjekker tallene og krøller sedlen sammen: Den kan være guld værd.
Millionærchancen gik fra 2015 til og med august 2023 under navnet Millionærgarantien, men indebærer det samme. At der findes to millionærer ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken.