Klokken 02.08 natten til søndag blev en 25-årig kvinde overfaldet og udsat for voldtægtsforsøg. Det skriver Fyns Politi, som nu beder offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden.
Kvinden blev antastet, holdt fast og trukket med ind i en gård ved TV2 på Rugårdsvej. Hun kæmpede imod, og det lykkedes hende at slippe fri og løbe væk fra stedet.
Fyns Politi vil gerne høre fra vidner eller andre, der kan hjælpe med at identificere manden bag overfaldet.
Gerningsmanden beskrives som:
- 40-50 år
- 75-185 cm høj,
- Almindelig til kraftig af bygning med topmave,
- Kort grå/sort hår.
- Han var iført sort bluse, sorte træningsbukser med hvidt logo på venstre lår, sorte eller grå sko, der er muligvis tale om sikkerhedssko.
- Han var iført mørke handsker med gummi i håndfladerne og gul markering ved håndleddene, der er formentlig tale om arbejdshandsker.
Derudover havde manden en karakteristisk gang – nærmest som en halten.
Fyns Politi hører også gerne fra vidner, der befandt sig i området ved TV2 omkring gerningstidspunktet. Politiet hører også gerne fra de cyklister, som via overvågningsbillederne ses passere stedet.
Oplysninger til Fyns Politi på telefon 114.
Se video af den formodede gerningsmand herunder: