Politiet beder nu om offentlighedens hjælp til at finde den 29-årige Thomas Andersen, der er mistænkt for at have forsøgt at dræbe en beoer i en bylejlighed i Rønne fredag den 10. april klokken 04.50.
Den mistænkte forsøgte den gang at bilde ofret ind, at han kom fra politiet.
"Der bliver banket på døren, og beboeren spørger, hvem der er derude. Han får at vide at det er politiet, og at han skal lukke op. Han har dog mistanke om, at det ikke er rigtigt, og derfor holder han sig væk fra entreen," sagde Peter Jørgensen efter episoden til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ofret blev skudt med et jagtgevær og en pistol. Der var to gerningsmænd, og den ene er allerede anholdt. Men den anden mistænkte, Thomas Andersen, er stadig ikke fundet, og derfor beder politiet offentligheden om hjælp.
Han beskrives som 172 cm. høj, tæt bygget og med mellemblondt, kort hår. Sidst han blev set, var han kronraget, oplyser politiet.
Han er muligvis bevæbnet og "må betragtes som farlig," lyder det i en pressemeddelelse. Han er muligvis søgt til København, Næstved eller Kolding.
Har du oplysninger i sagen hører Bornholds Politi meget gerne fra dig på telefon 56 90 14 48. Alternativt kan man kontakte nærmeste politistation på nummer 114.