Artiklen opdateres ...
Næsten et år efter at 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Aalborg, er efterforskningen af drabet afsluttet.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Et omfattende efterforskningsmateriale er derfor torsdag blevet overdraget til anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, som skal vurdere sagen.
Anklagemyndigheden skal nu tage konkret stilling til om, at der er grund til at rejse tiltale i sagen.
Mia Skadhauge Stevn forsvandt i begyndelsen af februar. Efter flere dages intens eftersøgning fandt politiet ligdele af hende i Dronninglund Storskov.
En 37-årig mand har siddet varetægtsfængslet siden den 10. februar 2022.
Han er sigtet for at have dræbt den 22-årige sygeplejerskestuderende i tidsrummet mellem søndag den 6. februar klokken 06.09, hvor hun satte sig ind i en bil på Vesterbro efter en bytur i Jomfru Ane Gade, og den 9. februar klokken 11.20, hvor den 37-årige blev anholdt.
Sagen vil formentlig blive udrullet i Retten i Aalborg til juni. Her er forhåndsberammet otte retsdage.