Sagen om den dødsdømte hund Thor, der blev bortført af en politimand, er nu færdigefterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Det oplyser DUP fredag.
Sagen overgår nu til Statsadvokaten, som skal afgøre, hvorvidt der skal rejses tiltale mod politimanden.
Det blev bestemt, at Thor skulle aflives, fordi den efter politiets vurdering havde skambidt en mindre hund.
Hunden blev anbragt på en hundepension, men forsvandt, da en politimand fra Nordsjællands Politi henvendte sig på pensionen og krævede hunden udleveret.
Det viste sig efterfølgende, at politimanden handlede helt af egen drift, fordi han ville redde Thor fra døden.
Han er efterfølgende blevet fritaget for tjeneste i Nordsjællands Politi. Desuden har efterforskerne i DUP sigtet ham for embedsmisbrug.
/ritzau/