30 efterforskere fra Nordens største inkassofirma, Lindorff, jagter udlandsdanskere, der skylder anslået fem milliarder kroner til private danske firmaer og mellem to og tre milliarder til det offentlige.
Ved alt fra internetsøgninger på Google til opslag i databaser og folkeregistre forsøger de at finde frem til danskerne, der er flygtet fra gæld.
»Nogle skylder over en million. Desværre oplever vi i disse år, at andelen af kreditorer, der bor i udlandet, stiger kraftigt år for år. Derfor har vi indledt denne overvågning, da vi oplever, at en del decideret gemmer sig for deres gæld. Der er jo en del lande, hvor der ikke er et folkeregister,« siger Stefan Schwaerter, dansk direktør i Lindorff, der for nylig har åbnet kontorer i lande som Rusland for at kunne drive danske penge ind.
Skat opruster også sin inddrivelse af gæld i udlandet via sit inddrivelseskontor, der fra i år står for at inddrive al offentlig gæld.
»Og det er store summer, som vi har til gode i udlandet. Mellem to og tre milliarder fra 30-40.000 personer i lige fra p-bøder til skattegæld,« siger indrivelsesdirektør Claus Kaaber. Skyldnere er en blanding af udenlandske statsborgere og danskere, der har forladt landet og gælden.
»Det er mennesker, som udmærket er klar over, at de havde gælden, da de forlod landet,« siger Claus Kaaber, der i enkelte sager indgiver en sigtelse, så Skat får en melding, så snart skyldneren sætter fod i Danmark, så man kan komme med en stævning på gældsposten.
Og skulle man flytte tilbage, så får også Lindorff besked fra Folkeregisteret.
»Så vi kan få vores penge,« siger Stefan Scwaerter.