Mathias Nielsen fra Nordjylland - politiet vil gerne tale med dig!
Nordjyllands Politi forsøger nu at komme i kontakt med den 24-årige Mathias Nielsen, der søndag morgen var tæt på at blive involveret i en frygtelig dødsulykke på motorvej E45 i Nordjylland.
En 25-årig mandlig spøgelsesbilist fra Tårs kørte i sydlig retning i det nordlige motorvejsspor, da han kørte frontalt ind i en modkørende bilist - en 45-årig mand fra Gjøl-området.
Kort før ulykken skete, mødte den 24-årige Mathias Nielsen spøgelsesbilisten på motorvejen. Han var på vej til Aalborg Lufthavn, har han tidligere fortalt til Ekstra Bladet.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen undrer sig over, at han ikke har henvendt sig efter den chokerende oplevelse. Det fortæller han til nordjyske.dk.
- Jeg finder det underligt, at man underretter Ekstra Bladet og ikke politiet, siger han.
Politiet har været i kontakt med Ekstra Bladet for at finde frem til Mathias Nielsen.
- Han var på vej sydpå og sidder nok i et fly, men vi forventer at høre fra ham, når han lander, siger vagtchefen.
Politiet var kort før sammenstødet blevet gjort opmærksom på, at en spøgelsesbilist havde forvildet sig ud på motorvejen og kørte sydpå i den nordgående bane.
Men kort tid efter kørte samme spøgelsesbilist altså frontalt ind i den modkørende bil nord for rasteplads Himmerland.
E45 Nordjyske Motorvej var efter ulykken helt spærret mellem afkørsel 33 og 31 i nordgående retning, men kunne genåbnes klokken 07.00.