Sammen med Camilla Dalsgaard dansede Alfred Midé Erichsen sig ikke kun helt til finalen i "Vild med dans", men også ind i mange seeres hjerter.
Privat er det Madeleine Holbek Boldsen, som står hans eget hjerte nær.
"Vild med dans" er dog ikke kun glimmer og flot show, men også hårdt arbejde, så i ugevis måtte Madeleine Holbek Boldsen dele sin kæreste med hele tv-Danmark.
Det skal der laves om på i den søde juletid.
- Jeg tror, vi skal have en dejlig lang pause. Jeg glæder mig til at få ham lidt hjem igen. I al beskedenhed så bliver det virkelig, virkelig dejligt, selvom han er glad og nyder det, og det har været helt fantastisk for ham, så bliver det godt at få ham lidt igen, siger Madeleine Holbek Boldsen til herognu.dk.
I det daglige bor parret også sammen i København, når de er hjemme i Danmark og ikke sammen på eventyr i TV 2-programmet "Vores jord – Kurs mod nye eventyr".