En tysk turist glemte at om danske hastighedsgrænser, da han torsdag aften trykkede speederen i bund på Tingvejen i Varde.
Speedometeret nåede svimlende 182 km/t på en strækning, hvor højeste tilladte hastighed et 80 km/t. Og uheldigvis for den 19-årige tysker blev hans vanvidskørsel blitzet af politiet, der efterfølgende beslaglagde bilen.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands politi i en pressemeddelelse.
Køretøjet blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Det skal retten senere tage stilling til.
Den 19-årige blev efterfølgende sigtet i sagen, men der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham. Han har siden forladt Danmark – uden sin bil.
- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få sigtet bilisten og beslaglagt bilen. Vanvidsbilisme er en fuldstændig uacceptabel adfærd, understreger leder i Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling, politikommissær Eli Jepsen Gejsing.
Fakta om vanvidskørsel
- Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:
- Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
- Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.
- Spirituskørsel med en promille på over 2,00
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Udviser særlig hensynsløs kørsel
- Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
Kilde: Justitsministeriet