I weekenden var der optimistiske toner fra lejren omkring Anne Heche, men det er nu vendt
– På nuværende tidspunkt er Ann i ekstremt kritisk tilstand, lyder det fra en talsperson for skuespilleren ifølge Variety.
Den 53-årige skuespiller har pådraget sig lungeskader, der gør, at hun skal have hjælp fra en respirator for at trække vejret, og brandsår kræver også behandling. Hun har været i koma siden kort efter ulykken.
Anne Heche blev i fredags indlagt, efter hun smadrede sin Mini Cooper ind i et hus i den vestlige del af Los Angeles. Bilen brød i brand, og brandfolk i hobevis måtte bruge en time på at slukke flammerne. Kort forinden var hun involveret i flere andre uheld. Politiet har derfor taget blodprøver for at fastslå, om skuespilleren var påvirket.
– Hendes familie og venner beder om jeres tanker og bønner. Vi beder jer også respektere hendes privatliv, hedder det også i meddelelsen fra talspersonen.
Anne Heche er blandt andet kendt fra TV-serien “Ally McBeal” og har også optrådt i film som “Donnie Brasco” og en remake af “Psycho”. Hun er også kendt for at dannet par med talkshow-værten Ellen DeGeneres i en periode i slutningen af 90’erne.