Danske Philip Bier, der lancerede discountkæden Tiger i England i 2005, har ifølge BT indgået en franchiseaftale med den franske kæde ÏD Kids.
ÏD Kids forhandler børnetøj og legetøj, så aftalen om at åbne 50 butikker rundt om i landet kommer på et velvalgt tidspunkt, nu hvor kriseramte Toys "R" Us er i fuld sving med at lukke ned i Storbritannien.
Kædens første butik vil åbne i hovedstaden London i løbet af maj, men Philip Biers ambitioner stopper ikke der:
- Vi vil være den foretrukne samarbejdspartner for udenlandske detailforhandlere, der gerne vil ind på det britiske marked, siger Philip Bier ifølge BT til den britiske avis The Guardian, og tilføjer, at målet er at have seks mærker i løbet af de næste fem år.
ÏD Kids har på verdensplan 1.200 butikker og ejer otte forskellige brands, heriblandt børnetøjsmærkerne Okaïdi and Oxybul.
I forbindelse med Toys "R" Us' kollaps har Lego fået 30 millioner dollar - eller i omegnen af 180 millioner kroner - i klemme.