Efter stort TDC-nedbrud: Kunder får ikke erstatning

TDC har efter mandagens kæmpenedbrud på mobilnetværket endnu ikke helt klarlagt årsagen til at over 1,8 millioner kunder ingen telefonforbindelse havde.
1,85 millioner kunder kiggede i ti timer langt efter forbindelse til TDC's mobilnetværk.
1,85 millioner kunder kiggede i ti timer langt efter forbindelse til TDC's mobilnetværk. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix (arkiv)

Som plaster på såret efter mandagens kæmpenedbrud på TDC's mobilnetværk får de 1.850.000 ramte kunder ikke andet end en beklagelse.

Det oplyser TDC til Ekstra Bladet.

- Vi er i dialog med vores erhvervskunder. Man er velkommen til at ringe ind til kundeservice, men vi har aktuelt ingen planer om at udbetale kompensation, siger TDC's kommunikationschef Peter Glüsing til avisen.

Afvisningen gælder ikke kun erhvervskunderne, men også privatkunderne - altså i alt 1.850.000 kunder ud af cirka tre millioner i netværket, der tæller blandt andre Yousee, Telmore og Plenti.

Nedbruddet skete mandag morgen og varede i ti timer, hvor der var meget begrænset mulighed for at foretage og modtage opkald.

Ifølge Ekstra Bladet arbejdede TDC mandag aften og natten til tirsdag med fuld bemanding med at løse problemet. Tirsdag kørte alt normalt - dog kunne ehvervskunder opleve problemer med IP-telefoni natten til tirsdag.

Mandag aften meddelte TDC, at der er intet, der tyder på, at der ligger en menneskelig handling bag nedbruddet. Og tirsdag morgen oplyser Peter Glüsing, at TDC endnu ikke har stykket den fulde årsag til nedbruddet sammen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.